|
Farmor
og farfar boede syd for Kolding, i stationsbyen Hejls,
lige over for præstegården og ved siden af Brugsen, hvor farfar havde været
uddeler fra før min far blev født.
|

|
|
Deres have var fuld af
gode ting
- ærter, jordbær, æbler, stikkelsbær, nye kartofler...
I lysthuset spiste vi middagsmad om sommeren.
Jeg havde min egen have, kranset af strandsten og med
studenternelliker og andre fine blomster.
I godt vejr tog vi rutebilen til stranden ved Hejlsminde,
med kaffe og saftevand og bagværk. De havde et bittelille sommerhus lige i
strandkanten, og når jeg ikke lige legede med sand og soppede, var vi inde i
huset, hvor der blev lavet kaffe på primus og spillet kort og sovet
middagssøvn.
|
Da jeg fyldte 2 år fik jeg dette billedtæppe, som farmor
havde broderet til mig. Det hang over min seng og gjorde det mindre
kedeligt at skulle sove middagssøvn - noget, som hørte med til livet,
både i Hejls og hjemme på Skt. Annæ Plads.
Det var betydelig hyggeligere at sove middagssøvn ovre
hos farmor og farfar end hjemme i byen. Jeg lå med farmor i
dobbeltsengen bag de hæklede hvide stores, og farfar hvilede sig på
chaiselongen i spisestuen. I spisestuen var der ikke bare plads til
spisebordet, en buffet og et chatol (med alskens dækketøj og en skuffe
med legetøj). Dér stod også ved vinduet ud mod forhaven og vejen min
farmors sybord, hvor hun lavede en masse håndarbejde - og lærte mig
lille kejthåndede at strikke, en maske ad gangen løftede hun over for
mig!
I hjørnet havde farfar sit skrivebord, hvor han sad
med sin pibe, når han ikke var ude og passe haven, eller rundt omkring i
Hejls. Eller nede i værkstedet i kælderen, for han var mægtig god til at
snedkerere, lavede bl.a. en fin seng til min dukke og en skammel til at
sidde på og slæbe rundt med. I kælderen stod også fyret, som han fodrede
med koks - og der var vaskekælder med gruekedel. De to hjalp hinanden
med at vaske tøj, - og med at rulle det, når det var rent.
Der var forskellige nedgange til kælderen; fra køkkenet kom man lige ned
til det rum, hvor der stod syltetøj, rugbrød, asier og agurker - ting,
som udbredte den dejligste, syrlige, krydrede appetitlige duft.
|
|
| |
Mit
soveværelse i huset i Hejls var ovenpå - det var sådan set min fars værelse, med hans seng,
hans bogreol, hans altan, hans skrivebord ...
Jeg var betaget af Elsa Beskows børnebøger med de vidunderlige billeder - og
jeg tror også, farmor holdt af at se på dem og tegne efter dem.
For farmor tegnede og malede ved skrivebordet deroppe. Der
lugtede af vandfarve, som jeg også godt måtte bruge; og i en af skufferne lå
der tit og ofte æbler, som udbredte deres duft, når man åbnede den. |
Inde i København fik vi sommetider pakker fra Hejls, f.eks.
med æbler: farfar havde både Filippa og Ananasæbler, og sjovt nok, selv
om jeg ikke kunne fordrage ananas, så elskede jeg æblerne af samme navn.
Her viser jeg lige noget af det porcelæn, som min
farmor malede, med billeder af de vilde blomster, der voksede
rundt omkring i landskabet omkring Hejls.
|
|